19.05.2012

Tak for sidst!

VIDA har netop afholdt det årlige seminar, denne gang med titlen ”Viden og vækst”.

Seminaret fokuserede på datadisciplin og -sikkerhed og på de kompetencer som vidensmedarbejderen skal besidde i en kompleks verden. I kan finde samtlige indlæg fra seminaret på hjemmesiden.

Som noget nyt valgte vi i år at nedsætte et seminarudvalg, der stod for selve tilrettelæggelsen af seminaret, en metode vi bestemt agter at gentage.
Seminaret varede i år blot en enkelt dag og var henlagt til Nordatlantens Brygge, hvor vi udover en interessant rundvisning på dette historiske sted, blev budt på tang-snacks!
Vi vil gerne høre din mening om seminaret - besøg vores blog og giv din mening til kende!

Konstitution af den nye bestyrelse
På seneste generalforsamling, d. 12/5-2011 på Nordatlantens Brygge, blev der nedsat en ny bestyrelse for VIDA. Bestyrelsen består nu af følgende medlemmer:

Bo Bergholdt Nilsson, ScanJour (Formand)
Ulla Nymand, Carlsberg (Næstformand, sekretær)
Helle Manscher, Halibut Aps (Webansvarlig)
Thomas Eltorp, Iron Mountain (Kasserer)
Stine Harder Jørgensen, Forsvaret (Nyhedsbrevsansvarlig)
Ida Heiberg Bøttiger, Egon Zehnder International (ny, ansvarlig for mail og digitalt arkiv)
Henrik Liliendahl Eibye, DONG Energy (ny, seminarrepr.)

Det betyder, at vi siger farvel til følgende tidligere medlemmer:
Mikkel Fabritius Sørensen, Professionshøjskolen Metropol
Karin Berg, Danmarks Radio

Vi siger mange tak for deres indsats for VIDA gennem årene og håber at støde på dem fremover til diverse medlemsmøder.
Referat fra generalforsamlingen kan hentes her på hjemmesiden. 

VIDA har fået en blog!
Alle foreninger, debattører og hjemmesider med respekt for sig selv har fået sig en blog, så det har VIDA naturligvis også.
På bloggen kunne vi bl.a. rigtig godt tænke os at høre lidt om, hvad du syntes om dette års seminar, men du er naturligvis også velkommen til at ytre dig om andre ting inden for VIDA´s emneområder.
Find bloggen i menuen på hjemmesiden - eller gå direkte ind på bloggen via dette link: http://www.vida-forum.dk/blog.

Kommende medlemsmøder
Førend vi alle drager på sommerferie er der lige endnu et medlemsmøde i VIDA:

Medlemsmøde 27. juni kl. 16-18 hos Devoteam i Kbh.:
Hvad er status på ESDH-området? Gennemgang af ESDH-rapporten fra Devoteam
Læs evt. mere om arrangementet på VIDA´s hjemmeside

Ellers har VIDA bl.a. følgende arrangementer i støbeskeen efter sommeren:
  • DONG Energys nye centralarkiv
  • Frimurer Ordenen
  • Politiets Registerblade
  • Folketingets oplysning + Snapstinget
  • Rundvisning på Kastellet

I skal nok høre meget mere om, hvor og hvornår de forskellige arrangementer løber af stablen, så snart vi har alle detaljer på plads.


Planlægning af næste seminar – vil du være med?

Igen i år vil vi nedsætte en arbejdsgruppe, der har fokus på planlægning af næste års seminar.
Så hvis du har tid, lyst og lejlighed og gerne vil være med til at planlægge det kommende seminar, hører vi meget gerne fra dig på info@vida-forum.dk.


Sluttelig vil vi gerne ønske jer alle en god sommer! På gensyn til spændende medlemsmøder i efteråret.

Mvh
VIDA